Lit de Parade



Lit de Parade

Samuels hænder havde kastet anker i frakkelommerne. Hans fingre vendte per automatik sølvkuglen i den nøglering han havde fået af Karen i sølvbryllupsgave sidste år. Holdningen var foroverbøjet, som hjalp vægten af hans hoved med fremdriften af det lokomotiv, hans krop havde antaget.
Samuel havde ikke selv den store kontrol over benene. De arbejde af sig selv og var på vej så langt væk, som de magtede. Væk fra Karen.
Deres ægteskab var efterhånden blevet omsluttet af ligeså deprimerende, upenetrerbart mørke, som det, der kærtegnede hans ansigt med kølige ånde, mens han gik gennem de tomme gader.
Han havde et indre ur, der fortalte ham, at hans mekaniserede vandren havde stået på i snart halvanden time. Rundt og rundt. Ikke et øje havde han mødt. Ikke en sjæl. Ikke en hund, ikke en kat. Ingen creatures oveh de naiiight! Ingenting. Og det passede ham fint. Mørket var hans under alle omstændigheder. Han havde krævet ejerskab over det.
Men ligesom gadelygterne ind imellem tilbød runde glødende oaser fra skyggerne, var der, uanset hvor meget han havde lyst til at skride fra det hele, også lyspunkter i hans liv med Karen. Men ligesom gadelygternes tilstand af statisk asyl, måtte han selv opsøge dem. Deres døtre for eksempel. Trip-trap-træsko. Den ældste seksten, den yngste tolv. Fjorten midt imellem. De tøser betød, at Samuel holdt det ud endnu. Endnu.
”Undskyld min herre. Har du et par kroner eller hundrede til en hjemløs?” hørte han en eller anden sige. Han havde ikke et par kroner til en hjemløs, nej. Heller ikke hundrede, nej. Og i øvrigt nægtede lokomotivet at stoppe. Det var på vej fremad. Fremad mod en eller anden åbenbarende løsning på hans ustyrlige trang til at kaste håndklædet i ringen, sige adieu, God speed, adios og ...
”Hey frakkemand, jeg taler til dig!” hørte han den samme stemme råbe. Arrigt.
Samuels ben, provokerede af tonen i stemmen, stoppede brat. Han vendte sig om. Kneb øjnene sammen, som om det ville give ham evnen til at kunne se gennem mørket. Han fik øje på en skikkelse, der sad op ad et frønnet træstakit. En radmager mand i midten af tyverne troede Samuel, med fuldskæg og tophue, der sad indhyllet i et hullet tæppe i umulige farver. Tophuen kunne han intet sige til, det var december måned, men tæppet var en rædsel, som selv en hjemløs burde overveje at smide ad helvede til.
”Jeg er ved at blive skilt, Klaus Riskjær, så ...” startede Samuel, men nåede ikke længere, da et brag lød bag ham. Ikke bare et brag, tænkte han senere, da han havde lært at værdsætte lyden. Et sygeligt, vådt, drægtigt klask, der lød præcis som det, det var.
Samuel fór sammen, forsøgte at vende sig, og væltede bagover på røven af den motoriske udfordring, hvor han klynkende skramlede patetisk rundt. Men han havde allerede set det.
Et sammenkrøllet, ødelagt legeme på fortovet - pladask placeret i en af gadelygternes cirkulære lyskegler.

Kommentarer

Populære opslag